Historien om Københavns synagoger

Det første bedehus i København

Den 16. december 1684 fik de to københavnske hofjuvelere Israel David og Meyer Goldschmidt, som de første jøder, tilladelse af kong Christian V til at indrette en synagoge i eget hjem. Men eftersom Israel David ikke havde fast bopæl i København, blev synagogen indrettet i Goldschmidts hjem i Badstuesstræde. 

Bygningen i Badstuestræde brændte ned og blev genopbygget hele tre gange - i 1728, 1795 og i 1828. I 1828 beboedes huset af klausener David Fraenkel, der sikkert har fungeret som synagogens rabbiner.

Portugisiske synagoger

Omkring år 1784 havde de portugisiske jøder alene tre forskellige synagoger i Købenahvn: Henriques’, Italianders og Warburgs synagoge.

På trods af at Goldschmidts synagoge var den eneste lovlige, blev der rundt omkring i byen oprettet flere og flere ulovlige synagoger. Alle jøder, som opholdt sig i landet, skulle nemlig være i besiddelse af et såkaldt lejdebrev, der gav dem tilladelse til at opholde sig i landet, og Goldschmidt måtte ikke lukke jøder ind i sin synagoge uden lejdebrev. 

Man kan sige, at Goldschmidt var den jødiske menigheds naturlige forstander, men som det typisk går, kunne alle jøder ikke forliges med hans facon. En person, som ikke var venligt stemt overfor Goldschmidt, var handelsmanden Joseph Meir Levin, som i starten opsøgte de portugisiske synagoger, men som senere ansøgte myndighederne om at holde synagoge i sit eget hus. Det blev bevilliget på den betingelse, at det kun var hans egen familie, som måtte bruge den. Levins gård lå på Gammel Strand og strakte sig frem til Læderstræde.

København brænder

I 1728 hærgede en brand store dele af København, hvor Goldschmidts synagoge i Badstuestræde brændte ned. Efter den store brand genetablerede Goldschmidt i 1733 en ny synagoge - denne gang i Læderstræde. Men allerede tre år efter måtte menigheden se sig om efter en ny ejendom at indrette synagoge i. 

Brandene betød, at menigheden de følgende år var henvist til at holde synagoge forskellige steder og der dukkede flere små synagoger op rundt om i byen. 

I 1742 købte menigheden en gammel gård i Læderstræde blot et par matrikler fra den tidligere synagoge. Gården, som var forfalden, skulle rives ned, før en ny synagoge kunne se dagens lys i 1766.

I 1795 hærgede endnu en brand København, som nedbrændte den store synagoge i Læderstræde, Warburgs i Store Færgestræde og Henriques’ synagoge i Snaregade. Hver gang en synagoge blev brændt ned, blev små nye synagoger oprettet rundt om i byen.

Drømmen om en storsynagoge

Menigheden længtes efter en ny stor synagoge og købte i 1799 en grund i Krystalgade, der dengang hed Skidenstræde. På trods af, at de fornødne tilladelser hurtigt kom på plads, gik der endnu en del år før den nye synagoge kunne bygges. Grunden til at byggeriet ikke kom i gang, var at der opstod en alvorlig strid, som delte menigheden i to. Den ene part ønskede reformer i gudstjenesten, mens den anden part ønskede at bibeholde den traditionelle gudstjeneste. Senere forhindrede krigen med England og statsbankerotten byggeriet i at komme i gang.

Inden synagogebygningen var færdigbygget, havde man inviteret den nye overrabbiner, Dr. Abraham Alexander Wolff til København for at samle menigheden. Den tyskfødte Rabbiner Wolf endte med at være det mosaiske trossamfunds overrabbiner i 62 år.

Klik her for at se en film om Wolf

Den 12. april 1833 (23. Nisan 5593 ifølge den jødiske kalender) blev synagogen i Krystalgade indviet. Arkitekten var Gustav Friederich Hetsch. Inden Hetsch satte sig til tegnebrættet, rejste han rundt i Europa og studerede synagogearkitektur. Hetsch var meget inspireret af egyptisk arkitektur, hvilket fremgår af synagogens arkitektur i dag. Åbningen af synagogen i Krystalgade forårsagede, at de fleste små synagoger rundt omkring i byen måtte lukke.

Københavnske synagoger i 1828

{C}1.    {C}Frederiksholms kanal, matr. 238/1806

{C}2.    {C}Stormgade, matr. 207/1806

{C}3.    {C}Snaregade, matr. 8/1806

{C}4.    {C}Snaregade, matr. 14/1806

{C}5.    {C}Badstuestræde, matr. 125/1806

{C}6.    {C}Læderstræde, matr. 24/1806

{C}7.    {C}Pilestræde, matr. 110/1806

{C}8.    {C}Springgade (Pilestræde), matr. 13/1806

{C}9.    {C}Gammel Mønt, matr. 251/1806

{C}10.  {C}Østergade, matr. 66/1806

{C}11.  {C}Åbenrå (ukendt matr.)

{C}12.  {C}Gammel Mønt (ukendt matr.)

Troens vogtere 

Selvom den nye overrabbiner Wolff formåede at samle langt de fleste i menigheden, var der stadigvæk nogle, som var utilfredse. De frygtede, at de reformvenlige skulle sætte dagsordenen i menigheden. Moses Levy var en af de utilfredse. I 1845 købte han en ejendom i Læderstræde og indrettede synagoge på 1. sal. 

Synagogen i Læderstræde kom til at bestå i næsten 100 år efter Levys død i 1866. I 1945 blev den i et par uger brugt som hovedsynagoge i perioden mellem de jødiske flygtninges hjemkomst fra Sverige og til genindvielsen af synagogen i Krystalgade den 22. juni.

Byens øvrige synagoger

Den ultraortodokse menighed Machsike Hadass (troens vogtere) blev oprettet i protest mod afskedigelsen af den senere overrabbiner Tobias Lewenstein. Menighedens første synagoge blev oprettet i Nørregade 7.

I januar 1916 flyttede den ind i et baghus i Pustervig 6, men blot to år efter blev lejemålet opsagt og man rykkede ind i Abraham Samsons stue i Gothersgade 158 for en stund, hvorefter man flyttede til Møntergade 7.  I midten af 1920erne rykkede synagogen tilbage til Nørregade. I begyndelsen af 1930erne flyttede synagogen til Åbenrå 31 og endelig i 1934, flyttede man til den nuværende adresse i Ole Suhrs Gade. I starten lejede man to lejligheder i stueetagen og det var først i 1958, at man købte ejendommen og kunne bygge en tilbygning i gården, der udvidede synagogen. 

Kilde: Københavns synagoger gennem tre hundrede år af P. Hampton Frosell udgivet af Selskabet for Jødisk Historie, C.A. Reitzel A/S 1987